“Mit arbejde med dans og scenekunst udspringer af en tro på, at kunsten kan åbne nye måder at opleve og forstå både os selv og verden omkring os på. Når noget rører os fysisk, sanseligt eller overraskende, bliver vi mindet om, at forandring og fællesskab er muligt – og det er netop den oplevelse, jeg ønsker at skabe.

Nysgerrigheden er min drivkraft. Den får mig til at opsøge det, der endnu ikke er formuleret, og til at bevæge mig på tværs af kunstarter. I samarbejde med kunstnere inden for teater, teknologi og musik undersøger jeg, hvordan dans og koreografi kan udvide vores forståelse af kroppen – ikke kun som bevægelse, men som et sted, hvor tanker, følelser og relationer bliver levende.

For mig handler kunst om at skabe forbindelser: mellem mennesker, mellem kroppe, mellem det fysiske og det digitale, mellem det nære og det fælles. Hver forestilling bliver et forsøg på at åbne et nyt rum, hvor vi kan opleve verden lidt anderledes – sammen.”

— Tina Tarpgaard

Tina Tarpgaard er en prisvindende koreograf baseret i København, Danmark. I 2005 grundlagde hun Recoil Performance Group, der med opbakning fra Statens Kunstfond (2009-2025) samt nordiske, kommunale og private fonde, har skabt anerkendte og ny-brydende forestillinger i krydsfeltet mellem dans og teknologi.

Hendes værker er blevet præsenteret på toneangivende teatre både nationalt og internationalt, bl.a. Den Kongelige Ballet (DK), Kiasma (FI), Muffathalle (DE) og Dancehouse Melbourne (AU).

Med en tværkunstnerisk tilgang der involverer dans, musik, teater og nye teknologier har Tina Tarpgaard specialiseret sig i at udforske de kunstneriske og immersive muligheder i en tværkunstnerisk tilgang til dans og scenekunst.  

Hendes kunstneriske virke er drevet af ambitionen om skabe nytænkende, inkluderende og samtidsrelevante forestillinger. Hun arbejder for at styrke mangfoldigheden i både de kroppe og de fortællinger vi møder i kunsten. Hendes forestillinger er blevet rost af kritikere, har vundet flere priser og er værdsat af både publikum og anmeldere for deres sansemættede og æstetisk stringente udtryk.

Tina har en BA i Dans og Koreografi fra Rambert School/University of Kent, London og afslutter netop nu en kandidat i Public Governance fra CBS Copenhagen. Hun er en passioneret deltager i den kulturpolitiske debat og bestrider adskillige bestyrelsesposter, juryposter og fungerer som mentor i både nationale og internationale programmer.

Tina har været en del af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst og fungerede som bestyrelsesleder for Huskunstnerordningen under Statens Kunstfond (2018-2021). I 2023 blev hun udnævnt til kunstnerisk leder af Sydhavn Teater.

Udmærkelser

  • Vinder af REUMERT for årets danseforestilling med FROST (2010) og LIVING ROOM (2012). Nomineret i samme kategori med ON/VOLT (2014) og X-mythologies (2018).

  • Vinder af den tyske CYNETart-pris for Cognitive Debris (2014).

  • Recoil Performance Group, nomineret i kategorien Årets Teater, REUMERT (2023).

Tillidsposter

2022 – Visebestyrelsesleder for Udviklingsplatform for Scenekunst

2022 – Udpeget til juryen for CPH STAGE hovedprogram

2018 – 2021 Bestyrelsesleder for huskunstnerordningen under Statens Kunstfond.

2018 – 2021 Udpeget til Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst

2019 – Ekspertkonsulent hos konstnarsnämnden Swedish Arts Foundation.

2017 – Bestyrelsesmedlem, Neel Halpern Riesling Fonden

2016 – 2020 Udnævnt til aftagerpanelet for Den Danske Scenekunstskole